Pressemeddelelse udsendt den 25. september

Tag på byvandring i Folkets København

Hør om politiske skandaler, påskekrise og porno, når History Tours sætter spot på 1900-tallets København på vandringer hver lørdag kl. 12 fra Højbro Plads i oktober og november.

Lørdag den 1. oktober er der sæsonpremiere på History Tours' vandring om 1900-tallets København. I 1900-tallet blev hele folket en del af samfundet. Tidligere havde demokratiet kun omfattet mænd – kvinder og fattige havde ikke stemmeret. Men grundlovsændringen i 1915 betød, at hele folket kunne tage del i demokratiet. Også inden for kulturen betød 1900-tallet, at folket blev hørt.

Historiker Christian Holm Donatzky, der er guide på vandringerne, forklarer:
”Tidligere var kulturlivet i høj grad bestemt af en ældre elite, men massemediernes ankomst betød ikke blot en større udbredelse af kultur, men gav også især ungdommen en stemme, den ikke havde haft før. Især musiklivet udviklede sig – først jazzen, siden rocken og sidst rappen brød med den ældre generations musik og blev jo nærmest set som samfundstrusler, da de dukkede op.”

I 1900-tallet fik København også ry som en frisindet by. I 1920'erne skabte Josephine Baker stor opmærksomhed, da hun optrådte kun iført bananskørt, og da Danmark var først til at tillade billedpornografi i 1969, blev det noget af et trækplaster for nysgerrige turister.

Vandringen starter hver lørdag kl. 12 fra Højbro Plads ved rytterstatuen af Absalon. Herfra går turen forbi Christiansborg, hvor deltagerne hører om den store bedrageriskandale, som justitsministeren Alberti stod bag. Turen fortsætter til Rådhuspladsen, hjemsted for det lokale demokrati, der spillede en nøglerolle under Påskekrisen i 1920, da Christian 10. udfordrede folkestyret. Vandringen går forbi Dagmarhus, Gestapos hovedkvarter under besættelsen, og fortsætter gennem forlystelseskvarteret ved Jernbanegade og Axeltorv. Herfra går turen til det trafikale centrum ved Vesterport og Hovedbanegården og fortsætter videre ud på Vesterbro. Turen slutter på Halmtorvet i Kødbyen.

Christian Holm Donatzky siger:
”Vesterbros udvikling i 1900-tallet er et spejl på hele byens udvikling. I den første halvdel af århunderedet var københavnerne stuvet sammen i små lejligheder uden lys og luft i uttallige baggårde, men efterhånden fik saneringer gjort boligforholdene bedre, og ikke mindst Halmtorvet har gået igennem en fuldstændig forvandling. For 100 år siden var det ret landligt med halm- og kvægtorv, så blev det et af de mest skumle kvarterer i København, og nu er det blevet et hipt og populært sted.”

Vandringen om 1900-tallets København er femte og sidste tur i History Tours’ sæsonhjul, hvor man kan få hovedstadens historie serveret på 5 forskellige gåture.

----------------------
History Tours' program februar-november 2011, ture på dansk:
Hver lørdag kl. 12 fra Højbro Plads:
Februar-marts: 1400-1600 - Reformationens København
April-maj: 1600-tallet - Handlens København
Juni-Juli: 1700-tallet - Dødens København
August-sept.: 1800-tallet - Grænseløse København
Oktober-nov.: 1900-tallet - Folkets København

Byvandringerne varer ca. 1½ time. Prisen er 80 kr. per person. Bestilling er ikke nødvendig.
Der er ture på engelsk lørdage kl. 10 (apr-sep). Det er muligt at bestille gruppeture og events hele året rundt.

Yderligere oplysninger og interview:
Christian Holm Donatzky, historiker, cand.mag. Tlf. 28 49 44 35. www.historytours.dk